Det evige mysterie om ‘Balayage’

SoMe tendenser og det populære instagram-look 

I takt med, at de sociale medier er begyndt at fylde mere og mere i vores hverdag, er diverse SoMe tendenser begyndt at florere rundt på de forskellige sociale platforme. Her bliver folk inspireret af profiler, der løbende poster billeder af nutidens ‘hår-trends’, hvortil jeg har bidt mærke i, at en bestemt tendens er betydeligt mere interessant og efterspurgt end andre – det populære fænomen ‘Balayage’.

Det har resulteret i, at jeg ofte er blevet mødt af kunder, som brændende ønsker sig at opnå et “Balayage look”.

Det er derfor med tiden gået op for mig, at mange har misforstået, hvad begrebet Balayage omfatter.
Jeg tænker derfor, at jeg vil slå det fast en gang for alle, så I kan få et ordentligt billede af, hvad Balayage egentligt er.

Ordet ’Balayage’ stammer fra det franske sprog og betyder ’At feje – fejning’.
Med andre ord – inden for frisørfaget betyder det: ”At male i fri hånd – på håret”.

Altså er Balayage en teknik der bruges af frisører, når de laver deres forskellige farvekreationer.
Det er derfor ikke et look– som mange fejlagtigt tror.

Alting afhænger af udgangspunktet

For at opnå et ønsket resultat, afhænger alting af udgangspunktet. Hvis man ønsker et decideret look, er det ikke nødvendigvis en Balayage teknik, der skal gøres brug af, da det afhænger af det udgangspunkt, som kunden kommer med.

Ovenstående er bl.a. også en af grundene til, at jeg arbejder med, at man som kunde sender et billede af det nuværende udgangspunkt, samt et billede af det hår man går og drømmer om – da der muligvis skal gøres brug af en anden – og måske mere rigtig teknik, for at opnå det ønskede resultat. På denne måde, har jeg mulighed for, at skræddersy den rigtige behandling til netop dit hår, for at du kan få dine hår drømme opfyldt.

Når man som kunde har set et billede på fx instagram, som ligner et resultat af, hvad andre frisører har kaldt ”en Balayage”, er det ikke nødvendigvis sikkert, at det er en Balayage teknik der er blevet brugt, for at opnå det look der ses på billedet. Som nævnt ovenfor, afhænger dette af udgangspunktet på håret inden farvningen.

Det vil sige, at den teknik der skal bruges i netop dit hår, ikke nødvendigvis er den teknik der er blevet brugt i det hår på billedet, da udgangspunktet og håret er forskelligt. OBS: Dette betyder nødvendigvis ikke, at du ikke kan opnå det ønskede resultat men, at det blot er en anden teknik, der skal bruges.

Mest naturligt som muligt

Når man bruger Balayage teknikken, arbejder man som frisør med ’tone i tone resultater’.
Det vil altså sige, at hvis man er meget mørkhåret, kan man forvente varme nuancer i håret. Er man derimod blond, kan man nemmere opnå koldere nuancer i håret.
Balayage teknikken benyttes, for at opnå det mest mulige naturlige resultat. Ud fra det toneleje, svinger man imellem 1-4 tone højder. (Dette svarer til, hvad solen ville have gjort ved håret, henover et x-antal somre).

Så næste gang, at du ser et hår der ligner en ”Balayage” på en af dine instagram inspirationer, skal du have i mente, at du ikke kan være sikker på, at det er en Balayage teknik, som er blevet brugt.

Jeg håber, at det har givet jer et bedre indblik af hvad Balayage er – ellers skal I være velkomne til at skrive en kommentar i feltet og så vil jeg vende tilbage med uddybelse på jeres spørgsmål. <3 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Kærlige hilsner fra
Helen Lucca Gudjonsson.
N o r d i c H a i r C r e a t o r
#highendcolorist

FÅ MEST UD AF DIN HÅRVASK – GET THE MOST OUT OF YOUR HAIR WASH

TIPS OG TRICKS – HELEN LUCCA

Hej skønne ladies! <3

Mange mennesker har problemer med at finde ud af, hvordan de skal vaske deres hår rigtigt. Jeg har derfor valgt at lave et blogindlæg, hvor jeg fortæller jer om den optimale hårvask rutine.

Den optimale vaske rutine:

Din rutine vil være forskellig, da den afhænger af dit hår. Hvis du har naturligt og normalt hår, som ikke har været igennem en kemisk behandling, er det rigeligt at have følgende rutine:

  1. Shampoo – Håret vaskes af to omgange
  2. Hår-kur – Anvendes blot én gang om ugen
  3. Balsam/conditioner – Efter hver vask
  4. Hårolie – Påføres i længderne efter badet (vådt- og eller tørt hår eller begge)

Hvis dit hår derimod er blevet ekstremt tørt og ødelagt efter en afblegning eller anden kemisk behandling anbefaler jeg følgende rutine:

  1. Shampoo – Håret vaskes af to omgange
  2. Hår-kur – Anvend efter hver vask
  3. Balsam/conditioner – Anvend efter hver hår-kur
  4. Leave in conditioner – Brug i fugtigt hår efter hver hårvask, samt dagene imellem hårvaskene.
  5. Hårolie – Bruges efter behov

En mere detaljeret forklaring:

Du skal altid vaske dit hår af to omgange, for at få den optimale effekt ud af din hårvask.

  1. I første omgang vaskes håret rent, da man fjerner alle ophobninger på håret heriblandt fedtstoffer. Anden omgang medfører volumen til dit hår og gør det voluminøst og skinnende. Ved at vaske det to gange, kan du også undgå at føle, at du skal vaske dit hår hele tiden.
  2. Herefter påføres en hår-kur fra rod til spids, som du skal lade sidde i produktets anbefalede tid før du skyller den ud. Kuren vil trænge ind i håret og tilføre det fugt og næring. En hår-kur er især god, hvis man har fået lysnet sit hår eller generelt hvis håret er rigtig tørt fx henover efteråret/vinteren. Når hår lysnes, fjernes alt pigment, fugt og næring fra det og man bruger derfor hår-kur til at ’fylde håret op’ igen.
  3. Påfør en balsam i længderne og ikke i hovedbunden. Igen skal du lade den sidde i produktets anbefalede tid, før du skyller den ud. Balsammen går ind og forsegler håret og giver det en blank finish. Det er derfor VIGTIGT at du først bruger denne efter hårkuren.
  4. Hvis dit hår er tørt og ødelagt, anbefaler jeg at du påfører en leave in conditioner i fugtigt hår. Den efterlader dit hår ekstra blødt og sørger for, at håret holdes fleksibelt og stærkt, så det ikke bliver hårdt og knækker.
  5. Brug hårolie for at gøre dit hår mere bevægeligt, fleksibelt og blødt, så det ikke knækker. Det efterlader håret blankt.

Kærlig hilsen
Helen Lucca Gudjonsson <3